Af Ola Tröing (formand i perioden 1970-76)
Da det nybyggede Rendsagerparken i efteråret 1969 blev solgt, havde nok ikke mange – om nogen – gjort sig klart, i hvilket omfang den eksisterende lovgivning havde øvet indflydelse på byggeriets udformning og udseende og fortsat ville gøre det.
I modsætning til bestemmelserne om parcelhusbebyggelse, som stiller husejeren ret frit om hvor stor en byggegrund skal være (normalt minimum 750 kvadratmeter) og hvorledes man vil anbringe og udføre bygningerne, gælder for en bebyggelse som Rendsagerparken særlige lovkrav.
Den første del af området på 30 huse (Desita-husene i Løkketoften) blev taget i brug i slutningen af 1969, og et par år senere fulgte yderligere 35 huse på Rendsagervejs lige numre. Planen var at fortsætte på alle parcellerne på Rendsagervejd østside, men nedgang i byggeaktiviteterne på landsplan bevirkede, at det resterende område i 1972 blev solgt fra til Ernito A/S. De allerede udstykkede parceller på østsiden forblev dog som de var, selv om bebyggelsen, som oprindeligt havde plan om 135 kvadratmeter huse, nu blev 119 kvadratmeter Herved opnåede man at udfylde det første af de krav, som landsplanbyggeloven stiller, nemlig at parceller under 750 kvadratmeter kan godkendes, når de anlægges med en på forhånd fastlagt placering af husene, og at bebyggelsen i det hele taget skal have et ensartet præg med hensyn til materieler, farvevalg etc. Endvidere kunne man udnytte det areal, som ikke blev brugt på de enkelte parceller til fællesarealer i form af legepladser etc.
Udover kommunens tilsynspligt blev det i deklarationen på området pålagt ejerlauget at have indseende med at bestemmelserne bliver overholdt. Ingen havde tilsynsladende gjort sig klart, hvad dette betød før det et par år efter blev tilladt at øge bebyggelsesarealet fra 135 kvadratmeter til 170 kvadratmeter. Kravene til eventuelle husudvidelser (tilbygninger) blev nu tvunget til at tage hensyn til bevarelse af husenes ensartethed og ikke mindst placeringen af de flere kvadratmetre voldte problemer, da opfindsomheden i den slags sjældent kender nogen grænser, ligesom en del havde den opfattelse, at andre ikke skulle komme og blande sig i, hvordan de ville indrette deres hacienda.
Oprindeligt var man fra kommunens side indstillet på kun at godkende én udformning, men det endte efter forhandling med, at man ville acceptere enten en direkte forlængelse af huset i dets foreliggende bredde eller en vinkel-tilbygning i samme bredde. På en ekstraordinær generalforsamling blev dette vedtaget med snævrest mulige flertal på 24 mod 23.
I det hele taget blev det klart, at ejerlauget var delt i to grupper. Den ene gruppe var af den opfattelse, at ejerlauget skulle blande sig så lidt så muligt, mens andre var mere orienteret i retning af det fællesskab, som arkitekten havde lagt op til med for eksempel indretningen af legepladser og fælles aktiviteter. ”Hvis børnene skal lege, kan man sende dem i Tivoli” lød det på en generalforsamling, hvor man drøftede budgettet for fællesarealerne. At et ejerlaug skulle kunne arrangere badminton for medlemmerne var også uforståeligt, selv om lokaliteterne blev stillet gratis til rådighed.
Mest trist var det, at ejerlauget kunne have fået anlagt en småbørnsinstitution kvit og frit ved at sælgerne stillede 3 parceller gratis til rådighed for ejerlauget, da de første 30 huse var bygget, og man kunne have opført en børnehave eller vuggestue med fuld financiering af det offentlige. Med den begrundelse at et ejerlauget ikke skulle drive en børneinstitution, nægtede fem medlemmer at acceptere den nødvendige tilføjelse i deklarationen og planen, som kunne have gjort ejerlauget til et mønster til efterfølgelse. Ideen faldt til jorden, da det på det tidspunkt krævedes, at samtlige 30 ejere tiltrådte tanken. Det kan her indskydes, at da der senere blev mulighed for også at udvide Ernito-husene, var kommunen blevet klog af skade og fastsatte selv suverænt, hvorledes det skulle ske.
Da bebyggelsens første del blev solgt, var parcellerne afleveret med en vis beplantning herunder især hækbeplantning. Den vestlige side af Rendsagervej var imidlertid uden beplantning, og dette skulle vise sig at medføre en konfrontation med kommunen. Uden at ejerlauget var informeret om det, havde kommunen ladet tinglyse en beplantningsplan for denne del af bebyggelsen, der ret så nøje fastlagde beplantningen art og udformning blandt andet med et krav om uklippede hække og bestemte buske og træer. Det skal ikke nægtes, at det på sin vis var en spændende og anderledes udformning, som stadsarkitekt Amy Iller havde kreeret, og man kan ikke undgå at begræde beplantningsplanens skæbne.
Problemet var imidlertid, at sælgerfirmaet Ernito havde forsømt at oplyse de nye ejere om beplantningsplanen, og da heller ikke ejerlaugets bestyrelse var informeret, skete der det, at efterhånden som indflytningen begyndte, arrangerede ejerlauget velkomstaftener med de nye ejere, hvor man diskuterede de fælles beplantningsregler, som iflg. vedtægterne skulle skabes for Rendsagervejs vestside. Det blev ikke overraskende en traditionel udformning med hovedsagelig ligusterhække milevidt fra de intentioner, der lå i stadsarkitektens spændende forslag. Bestyrelsen havde i den givne situation ingen anden mulighed end at støtte de nye medlemmer i deres ønske om at se bort fra kommunens forslag, da de jo havde købt ejendommen uvidende om beplantningsforskrifterne. Det korte af det lange blev, at den vestlige del fortsatte med at følge ejerlaugets allerede gældende beplantningsregler med ligusterhække, og situtiationen er i dag den ejendommelige, at kommunen har nægtet at fjerne den kommunalt udarbejdede beplantningsdeklaration, åbenbart for ikke at tabe ansigt, men samtidig i praksis har accepteret ejerlaugets regler.
Resultatet er således, at bebyggelsen er kommet til at henligge som et helt igennem traditionelt parcelhuskvarter, og at ingen af de intentioner, der lå fra arkitektens og stadsarkitektens side blev udnyttet.